Anders And & Co. 46 byder på ni historier fra Andeby og omegn, og de første to står i skakspillets tegn! Det er den norske skakmester, stortalentet Magnus Carlsen, der sammen med Knut Nærum og Arild Midthun har skrevet og tegnet dette nummers første historie, Skakkongen.
Skakkongen er en såkaldt eksperthistorie, hvor Anders gennem hårdt læsearbejde får tilegnet sig suveræne skakkundskaber og udfordrer stormesteren Jacques Matsen. Men Anders’ nyvundne evner stiger ham til hovedet, og som det – desværre! – altid er med disse eksperthistorier, så ender det skidt for stakkels Anders… og Skakkongen er ikke en undtagelse!
I Du gådeste-historien Skakturneringen har to skumle fyre stjålet en tegnebog fra en uheldig person. Tyvene er efterfølgende smuttet ind til en skakturnering, hvor de gemmer sig blandt de mange hundrede mennesker. Mickey er dog vanen tro snu, og han spotter hurtigt forbryderne – gør du også?
Der er igen krig på kniven mellem Anders og Knahrvorn, og denne gang er det Anders, der starter balladen. Knahrvorn, der er hobbyastronom, sidder klinet til sit teleskop hver dag. Det vil Anders udnytte, og han låner en 3D hologramprojektor af Georg Gearløs, der kan projicere realistiske billeder op på himlen… billeder af en UFO!! Men igen ender det med ris til Anders’ egen anderumpe, når han i Rumrod laver rod – for sig selv!
I Grønspætte-historien Fortjente medaljer skal Rip, Rap & Rup på vildmarkstur samtidig med, at sæsonens vigtigste fodboldkamp spilles. Og da det er Per Nittengryn, der fungerer som deres tropsfører, så er der ingen chance for, at de får lov at se kampen – for han er en streng regelrytter! Eller det vil sige, ikke strengere, end at de tre Grønspætter tager ham på fersk gerning hos skovfogeden, hvor han mæsker sig med såvel mad som fodboldkamp på tv. Historien er en variation over Anders And-historien Lejr uden luksus, der senest blev bragt i Anders And & Co. 40.
I Ud at køre med de skøre er Fedtmule ikke sen til at gribe tjansen som buschauffør, da lejligheden byder sig. Det bliver en bustur, som passagerne aldrig før har haft. Hvad Fedtmule ikke ved er, at der blandt passagerne også er en investor, der overvejer at investere i busselskabet. Og han er IKKE tilfreds med Fedtmules kørsel!
Det er en gusten og grå regnvejrsdag i Andeby – der er Øsende regn, som titlen oplyser – og Anders får derfor den gode idé at invitere Andersine på pandekager. Det går dog ikke som planlagt, og hvad der skulle have været hyggelig pandekagespisning for to ender som et mareridt for stakkels Anders.
I gag-histoiren Hund i snor ser Pluto sit snit til at tage på kattejagt… og det til trods for, at Mickey har formanet ham om at undgå ballade! Heldigvis slipper han – snu og hurtig som han er – væk fra en politibetjent. Og vupti, Pluto er en engel, der ALDRIG kunne finde på at lave ballade!
I Bommerten ved Biskajbugten har borgmesteren hyret Georg Gearløs til at shine den faldefærdige forlystelsespark ved Biskajbugten op. Det skulle han aldrig have gjort, og borgmesteren og de øvrige udsendte fra kommunen udsættes gentagne gange for livsfare, da Gearløs’ mini-koldfusionskraftværk går amok!
Den sidste historie i dette nummer er Bedstemor And-historien Strømsvigt. Historien viser, at fætter Guf ikke skyer nogen midler, når køleskabet skal tømmes for mad.
Hvis man gerne vil tegne abonnement på Anders And & Co. – samt læse nyheder fra Andeby (og hvem vil ikke det?) – så kan man trykke på ikonet i øverste højre hjørne – så bringes man fluks videre til Andeby.dk.
1 – Skakkongen (Anders And)
Historie: Knut Nærum / Tegninger: Arild Midthun / Oversættelse: Henning Frøjk Nørby Nilesen
2 – Skakturneringen (Du gådeste)
Historie: Sune Troelstrup / Tegninger: Miguel / Oversættelse: Henning Frøjk Nørby Nilesen
3 – Rumrod (Anders And)
Historie: Gorm Transgaard / Tegninger: Fabian Erlinghauser / Oversættelse: Naja Møllmann-Ibsen
4 – Fortjente medaljer (Grønspætterne)
Historie: Paul Halas / Tegninger: Miguel / Oversættelse: Heidi Skriver Olsen
5 – Ud at køre med de skøre (Fedtmule)
Historie: Olaf Moriarty Solstrand / Tegninger: Fabrizio Petrossi / Oversættelse: Maya Åstrup
6 – Øsende regn (Anders And)
Historie: Gaute Moe / Tegninger: Daniel Pérez og Comicup Studio / Oversættelse: Naja Møllmann-Ibsen
7- Hund i snor (Pluto)
Historie: Bill Wales / Tegninger: Manuel Gonzales / Oversættelse: Heidi Skriver Olsen
8 – Bommerten ved Biskajbugten (Georg Gearløs)
Historie: Jens Hansegård / Tegninger: Miguel Pujol / Oversættelse: Henning Frøjk Nørby Nilesen
9 – Strømsvigt (Bedstemor And)
Historie: Jan Kruse / Tegninger: Sander Gulien / Oversættelse: Naja Møllmann-Ibsen
Årgang: 66
År: 2014
Nummer: 46
Dato: 13. november
Pris: 26,95,-
Udgiver: Egmont Publishing
Links: I.N.D.U.C.K.S. / ComicWiki / Andeby.dk / Oversigt / Walt Disney Universet