Vi er nået til årets næstsidste nummer af Anders And Ekstra, der igen står i Don Rosas tegn. Denne gang er det blevet til 4 Rosa-historier, og én af dem er – meget passende – en julehistorie!
Der er ingen af de fire Don Rosa-historier i dette nummer, der har fået påtrykt titel. Det kunne få én til at tro, at historierne er titelløse, hvilket de dog på ingen måde er. Hvis man har købt første boks i Don Rosas Samlede Værker, vil man kunne se titlerne på de fire Anders And-historier, der alle findes trykt i bind 1, der dækker perioden 1987-1988.
I den første historie – Dus med dyrene – forsøger Anders med alle midler at snøre og snyde sine Grønspætte-nevøer, der øver sig i at lære dyrenavne udenad. Det udarter sig til et sandt cirkus af mytologiske væsner, der alle er skabt af Anders med midler (og stakkels dyr!) hentet på bedstemor ands gård. Naturligvis ender Rip, Rap og Rup med grønspættemedaljer på brystet – og Anders med plaster fra top til tå!
I Godt kram skal Anders’ trofaste 313′er have sin årlige gennemgang. Dette indebærer, at Anders skiller bilen ad i alle sine dele og går den igennem for rust! Desværre holder naboen Knahrvorn loppemarked, og alle bildelene bliver ved en fejltagelse solgt. Får Anders mon sin bil igen? Han får i hvert fald travlt med at finde alle delene – store som små!
En på græskarlampen er en Halloween-historie, der endnu en gang sætter fokus på det alt andet end gode naboskab, der er mellem Anders og Knahrvorn. Hvem kan lave den flotteste græskarlampe og vinde 250 kroner? Sådan lyder den konkurrence, som borgmesteren har udskrevet. Det bliver en dyst på mere end blot kreativitet, der kommer til at udspille sig mellem de to slagsbrødre.
Så er vi nået til julehistorien – Et lysende juletræ – der også afslutter dette nummers Don Rosa-historier. Anders har sat sig for, at han vil have det flotteste juletræ i Andeby, og han sætter da også alle sejl til for at få det. Og flot, det er det også – lige til uheldet rammer, og træet forvandles fra et lysende og æstetisk pyntet pragteksemplar til en sølle afpyntet pind! Stakkels, stakkels Anders!
I onkel Joakim-historien Pelsklump på prøve introducerer Didrik onkel Joakim for hunden Konrad – eller hund og hund! For selvom den ser godmodig og hyggelig ud, så lurer Joakim hurtigt, at der er et eller andet helt galt med pelsklumpen. Og ganske rigtigt: Det er Hexia de Trick, der er på spil! Hun har forvandlet sig til en hund, og nu er hun på jagt efter Joakims lykkemønt! Men Joakim er snu, og heksen får ingen af sine fire poter til jorden!
Den sidste historie i dette nummer er Fedtmule-historien Frankensteins monster. Fedtmule og Klaus Krikke har været i biografen og se den nye version af Frankensteins Monster, og med den gode (og uhyggelige!) film endnu i kroppen, tager de på arbejde! Her er de overbeviste om, at deres arbejdsgiver – Kosmo Kvantemose – har opfundet et monster; en moderne Frankenstein! Sådan forholder det sig naturligvis ikke, og en stakkels fragtmand må se sig forvekslet med monsteret!
Hvis man gerne vil tegne abonnement på Anders And Ekstra – samt læse nyheder fra Andeby (og hvem vil ikke det?) – så kan man trykke på ikonet i højre hjørne, der fluks bringer én videre til Andeby.dk
1- Dus med dyrene (Anders And)
Historie og tegninger: Don Rosa / Oversættelse: Yanne Reich
2 – Godt kram (Anders And)
Historie og tegninger: Don Rosa / Oversættelse: Yanne Reich
3 – En på græskarlampen (Anders And)
Historie og tegninger: Don Rosa / Oversættelse: Yanne Reich
4 – Et lysende juletræ (Anders And)
Historie og tegninger: Don Rosa / Oversættelse: Thomas Schrøder
5 – Pelsklump på prøve (Onkel Joakim)
Historie & tegninger: William van Horn / Oversættelse: Henning Frøjk Nørby Nielsen
6 – Frankensteins monster (Fedtmule)
Historie: Stefan Petrucha / Tegninger: David / Oversættelse: Henning Frøjk Nørby Nielsen
Årgang: 38
År: 2014
Nummer: 11
Dato: 24. november
Pris: 31,95,-
Udgiver: Egmont Publishing
Links: I.N.D.U.C.K.S. / ComicWiki / Andeby.dk / Oversigt / Walt Disney Universet